Vil du være med til at styrke og modernisere den administrative understøttelse af forskning og uddannelser på Roskilde Universitet? Vi søger nu et antal erfarne projektledere og proceskonsulenter til nyoprettet projekt- og metodeenhed, som skal understøtte arbejdet med at styrke fremtidens administration gennem projektledelse af administrative og digitale udviklingsprojekter samt løbende procesforbedringer på tværs af administrationen.
Roskilde Universitet står midt i en spændende udvikling af vores administrative område. Med udgangspunkt i en netop gennemført administrativ analyse står vi nu overfor at skulle igangsætte en række udviklingsprojekter og organisationsændringer, der skal bidrage til at styrke den samlede administrative understøttelse af vores forskning og uddannelser til gavn for hele universitetet. Herudover har vi store ambitioner hvad angår digitalisering og digital transformation. Til det har vi brug for projektledere og proceskonsulenter, der kan drive dette arbejde.
Målet for fremtidens administration på Roskilde universitet er en styrket, tidssvarende og sammenhængende administrativ understøttelse af vores forskere, undervisere og studerende. Det kræver øget fokus på klare rammer, roller og ansvar, øget grad af tværgående samarbejde, bedst mulig udnyttelse af vores samlede ressourcer, effektiv opgaveløsning i høj kvalitet samt øget digital understøttelse.
Universitetet ønsker at opnå disse mål gennem en fælles og ensartet tilgang til vores arbejde med at udvikle administrationen. Derfor har vi etableret en tværgående projekt- og metodeenhed, som skal fungere som den fælles kompetenceenhed, der skal støtte og styrke arbejdet med administrative og digitale udviklingsprojekter samt de løbende procesforbedringer på tværs af administrationen.
Om den nye projekt- og metodeenhed
Enheden ”Projekter og metode” skal være administrationens fælles samlingspunkt og kompetenceenhed for projektledelse og procesoptimering af administrationen på tværs af universitetet. Enheden skal understøtte administrationen i at drive forandringer og skabe fælles rammer for arbejdet med processer og projekter.
Hovedopgaverne i enheden er følgende:
- Udvikle og implementere fælles metoder og tilgange til arbejdet med projekter, processer og forandringsledelse
- Stille fagligt stærke projektledere til rådighed til administrative og digitale udviklingsprojekter, som både kan være rettet mod uddannelsesområdet, forskningsområdet, administrationen eller generel udvikling af organisationen
- Støtte til kortlægning af processer, etablering af procesejerskab og gennemførelse af procesoptimeringer
- Programledelse af implementeringen af en styrket tværgående administrativ driftsmodel
- Portefølje- og ressourcestyring af den tværgående administrative projekt- og digitaliseringsportefølje
- Rådgivning og kompetenceudvikling som del af arbejdet med at sikre en fælles projekt- og proceskultur
- Sikre en samlet koordinering og understøttelse af det strategiske arbejde med digital transformation på Roskilde Universitet og drive konkrete indsatser herunder.
Enheden er forankret i RUC Digital, som er universitetets centrale afdeling for IT, digitalisering og projekt- og procesmetoder. RUC Digital har ansvar for at understøtte digitaliseringen og den digitale transformation på tværs af Roskilde Universitet samt for at drive den samlede IT-understøttelse af universitetets forskning, uddannelser og administration. Herudover har afdelingen ansvar for at understøtte arbejdet med udviklingen af administrationen gennem sikring af fælles metoder og kompetencer til projektledelse og procesoptimering. Afdelingen består pt. af ca. 45 fuldtidsansatte samt studentermedhjælpere og elever fordelt i fem områder, hhv. IT Service, IT-drift og infrastruktur, Digitalisering og udvikling, Projekter og metode samt Informationssikkerhed. Ledelsesteamet består af vicedirektøren for Digital samt fire områdechefer.
Kvalifikationer
Til vores nye projekt- og metodeenhed søger vi nu et antal kolleger med relevant akademisk uddannelse og erfaringer inden for enhedens forskellige opgaveområder.
Vi lægger særligt vægt på, at vores kommende kolleger i den nye enhed er erfarne, metodestærke og forretningsorienterede projektledere og proceskonsulenter, som har en samarbejdende tilgang til opgaveløsningen. Herudover skal vores nye kolleger samlet set dække kompetencer inden for følgende områder:
- Projektledelse af administrative udviklingsprojekter og/eller digitaliseringsprojekter
- Udvikling og implementering af fælles projekt- og procesmodeller og metoder
- Erfaring med at arbejde med forandringer og implementeringsprocesser, fx gevinstrealisering, forandringsledelse, servicedesign, brugerrejser og interessenthåndtering
- Kompetencer i at kortlægge behov samt analysere og forbedre processer for at skabe effektivitet og værdi
- Evnen til hurtigt at identificere problemer og finde løsninger
- Facilitere beslutningsprocesser og udarbejde rapporter og beslutningsoplæg
- Portefølje- og ressourcestyring
- Stærke kommunikationsevner på dansk og engelsk, der er tilpasset relevante målgrupper.
Herudover er det vigtigt, at vores kommende kolleger har en god organisatorisk forståelse, en samarbejdende tilgang og finder det naturligt at planlægge, lede og følge op på sine opgaver. Man skal kunne facilitere processer, workshops og møder med forskellige typer interessenter og kunne rådgive andre på en anerkendende og motiverende måde.
Det er en fordel, men ikke et krav, at man har erfaring fra en politisk styret organisation og gerne fra universitetssektoren.
Mere information
Du er velkommen til at kontakte vicedirektør for Digital Tina Skriver Didriksen på 61 95 11 77 eller på tinasd@ruc.dk. Du kan læse mere om Roskilde Universitet på: www.ruc.dk.
Ansættelsesvilkår
Der er tale om ansættelse på fuld tid med reference til den kommende projektchef for ”Projekter- og metode”. Vicedirektøren for Digital vil varetage interimledelsen af enhedens medarbejdere frem til ansættelse af vores kommende projektchef.
Ansættelse sker i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og AC eller anden relevant overenskomst. Stillingerne er på AC-overenskomsten klassificeret som specialkonsulent eller chefkonsulent afhængig af kvalifikationer og erfaring.
Forventet tiltrædelse er den 1. marts 2026 eller snarest derefter.
Ansøgning
Søg stillingen på https://ruc.dk/ledige-stillinger-pa-roskilde-universitet/
Ansøgningen skal indeholde:
1. Motiveret ansøgning
2. CV
3. Dokumentation for uddannelse
Ansøgningsfristen er den 19. januar 2026
Materiale modtaget efter fristens udløb vil ikke blive taget i betragtning.
Roskilde Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge hos os.
Ansøg her

Roskilde Universitet
Universitetsvej 1
4000 Roskilde
Tina Skriver Didriksen
tinasd@ruc.dk
46743316
LJA-5546
Fuldtid
Leder
19-01-2026
Tilbage til søgning



