Vi søger en teamleder, der har erfaring med personaleledelse til kontoret for Hav og fiskeritilskud i Aalborg. Kontoret udflytter til Aalborg fra København i 2026, og samtidig bliver styrelsen sammenlagt med Fødevarestyrelsen, så styrelsen fremadrettet hedder Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Du skal være omstillingsparat og trives i, at være med til at opbygge et nyt kontor i Aalborg. Lyder det som dig? Så er du teamlederen, vi leder efter, til vores kommende kontor i Aalborg.
Kontorets opgave
Kontoret for Hav- og Fiskeritilskud står overfor en meget stor opgave i at implementere den nye politiske aftale for fiskeri og akvakultur. Vi designer ordninger og udmønter midler, der understøtter et bæredygtigt erhverv. Kontorets opgaver ligger i snitfladen mellem det politiske niveau og erhvervet, hvor du kommer i kontakt med en masse andre interessenter, herunder vidensinstitutioner, interesseorganisationer, andre udmøntende styrelser samt EU-kommissionen.
Du vil blive teamleder for de to teams, Team Tilskudsjura og Politik og Design. Teamet udvikler administrationsgrundlag og administrerer både nationale og EU-finansierede tilskudsordninger, der understøtter et bæredygtigt fiskeri og akvakulturerhverv. Der skal i perioden 2025-2029 udmøntes mere end 1,85 mia. kr. i forlængelse af den politiske aftale om fremtidens fiskeri i juli 2025.
Kontoret er delt i tre teams: Team Tilskudsjura og Team Politik og Design, der begge flytter fra København til Aalborg, og Team Tilsagn & Udbetaling, der sidder i Augustenborg. Styrelsens andre kontorer, herunder direktionen, tilskudsøkonomi og IT, som er væsentlige samarbejdspartnere, har adresse i Glostrup. Det er derfor en fordel, hvis du har erfaring med samarbejde i en hybridorganisation.
Dine kommende opgaver
Du vil som teamleder få ansvar for bl.a. tilrettelæggelse og kvalitetssikring af tilskudsordningers design, proces, vejledninger og andet relevant materiale i forbindelse med deres åbning og administration samt afklaringer og samarbejde med departementet. Herunder arbejder dit team også med kommunikation, kontrolsamarbejde, opfølgning på revisionsrapporter, afrapportering til bl.a. EU-kommissionen m.m. Du vil få en bred samarbejdsflade i styrelsen.
Du vil få ansvar for personaleledelse af teamets medarbejdere ca. 15 medarbejdere, herunder sikring af deres trivsel og fremdrift i deres opgaver. Du skal også kunne understøtte deres faglige udvikling, på tværs af teamets brede opgaveportefølje. Din start vil i meget høj grad være præget af, at kontoret er under etablering i Aalborg. I løbet af 2026 vil du derfor særligt få en kernerolle i forbindelse med etablering af kontoret i Aalborg, der sikres i tæt samarbejde med kontorets ansatte i København, der vil forestå undervisning, onboarding og indførsel i fagområdet.
Teamets opgaver bærer præg af den politiske dagsorden, hvor der er et stærkt og naturligt samarbejde med departementet, og en alsidig og dynamisk hverdag. Erfaring med minister- og departementsbetjening er derfor en fordel, men ikke et krav.
Om dig
Vi forestiller os, at du:
- Har relevant ledelseserfaring fra en politisk styret organisation
- Har en relevant kandidatuddannelse, fx natur- eller samfundsvidenskabelig, juridisk el.lign.
- Trives med forandringsledelse og en dynamisk hverdag
- Har gode samarbejds- og netværkskompetencer, og finder samarbejde over distance naturligt
- Kan sætte dig ind i kompliceret stof, og udvikle enkle, forståelige og bæredygtige løsninger
- Trives i et job med stor opgavevariation, hvor opgaver skifter dagligt, og der er mange deadlines
- Er en imødekommende person, der kan danne grobund for en ny enhed, og ønsker at sikre, at den kommende enhed i Aalborg får de bedste forudsætninger for at lykkedes.
Forudgående kendskab til, og erfaring med, arbejde med enten fiskeri- eller tilskudsområdet vil være en fordel, men er ikke et krav.
Om styrelsen
Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri består af ca. 2.200 medarbejdere. Styrelsen bliver formelt oprettet den 1. januar 2026 og er en sammenlægning af de to styrelser: Fødevarestyrelsen og Landbrugs- og Fiskeristyrelsen. Styrelsen har hovedsæde i Glostrup og adskillelige enheder rundt om i landet.
Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse vil ske som chefkonsulent med personaleansvar i henhold til gældende overenskomst mellem Akademikernes Centralorganisation og Finansministeriet.
Ansættelsesområdet er Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri med tilhørende institutioner. Tjenestestedet er Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Sofiendalsvej 90, 9200 Aalborg SV.
Stillingen ønskes besat pr. 1. marts 2026.
Har du spørgsmål til stillingen kan du kontakte kontorchef Karin Kindt-Larsen på tlf. 72 18 58 04/27 14 14 44. eller vicedirektør Christian Vig Houe på tlf. 72185702.
Der vil kunne indgå tests i forbindelse med rekrutteringen, og der vil blive indhentet straffeattest og referencer.
Du skal forvente en vis rejseaktivitet til København, særligt i opstartsperioden. Styrelsen afholder rejseudgifter.
Ansøgning
Søg jobbet online ved at trykke på ”søg stillingen” i jobopslaget. Din ansøgning med CV og eksamensbeviser skal være modtaget senest mandag den 12. januar 2026. Samtaler forventes afholdt i uge 3 og 4 i januar 2026.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge.
Ansøg her

Ministeriet for fødevarer, landbrug og fiskeri
Sofiendalsvej 90
9200 Aalborg SV
Karin Kindt-Larsen
72 18 58 04
LJA-5586
Fuldtid
Leder
12-01-2026
Tilbage til søgning



