Institut for Design, Medier og Uddannelsesvidenskab ved Syddansk Universitet opslår en postdoc-stilling på 1 år og 6 måneder inden for uddannelsesvidenskab. Stillingen ønskes besat pr. 1. oktober 2025 eller snarest derefter.
Tjenestestedet vil være Campus Odense, Campusvej 55, DK – 5230 Odense M.
Om stillingen
Den foretrukne kandidat vil skulle arbejde på projektet TrivselsLUP ledet af professor Ane Qvortrup.
De primære arbejdsopgaver vil bestå i kvantitativ og kvalitativ dataindsamling og analysearbejde samt deltagelse i udarbejdelse af publikationer og anden formidling i relation til projektet
Den foretrukne kandidat vil skulle samarbejde med kollegaer og projektpartnere i projektet. Der vil desuden være mulighed for at indgå i instituttets forskningsgruppe Uddannelse, Didaktik og Dannelse.
Kvalifikationer
Vi søger en medarbejder, der har stærke kompetencer inden for kvantitative og kvalitative metoder, og som har erfaring med uddannelsesvidenskabelig forskning og formidling.
Den foretrukne kandidat forventes at have gode kompetencer inden for mundtlig og skriftlig engelsk- og dansksproget kommunikation.
Kandidaten skal have en relevant ph.d.-grad.
Om instituttet
Institut for Design, Medier og Uddannelsesvidenskab er ét af to institutter på Det Humanistiske Fakultet ved SDU. Instituttet har ca. 150 ansatte og dækker forskning og undervisning inden for en bred vifte af områder, herunder designstudier, medievidenskab, uddannelsesvidenskab, filosofi, informationsvidenskab, biblioteksvidenskab, erhvervskommunikation og webkommunikation. Instituttet er placeret på Campus Odense, Campus Kolding og Campus Sønderborg.
Uddannelsesvidenskab ved instituttet har en stærk national og international position, både inden for grundskole- og ungdomsuddannelsesforskning. Sidstnævnte er forankret i Center for Gymnasie- og Erhvervsuddannelsesforskning og i det tværuniversitære samarbejde om det nationale obligatoriske uddannelsesprogram for gymnasielærere (Teoretisk Pædagogikum). Centret har en markant og ledende national position inden for forskning i ungdomsuddannelser og har samtidig en international orientering.
Forskningsgruppen Uddannelse, Didaktik og Dannelse undersøger samspillet mellem pædagogisk praksis, didaktiske metoder og dannelsesbegrebet. Gruppens arbejde har til formål at forbedre undervisningsstrategier og uddannelsesresultater ved at analysere, hvordan politiske, kulturelle og etiske værdier former uddannelsessystemer. Gruppen fokuserer også på udviklingen af innovative undervisningsværktøjer og digitaliseringens indflydelse på læringsmiljøer. Der arbejdes med både grundvidenskabelige og empiriske forskningsspørgsmål inden for uddannelse, almen og fagdidaktik samt dannelse – og med grænserne og forbindelserne mellem disse områder i både nationale og internationale sammenhænge.
Kontaktinformation
Professor Ane Qvortrup (anq@sdu.dk) eller institutleder Alexandra Holsting (aho@sdu.dk) kan kontaktes for yderligere information.
Ansættelsesvilkår
Ansættelse finder sted efter overenskomst mellem Finansministeriet og AC. Cirkulære om overenskomst for Akademikere i staten 2025.
Ansøgning
Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket "Ansøg online", og Fakultetet forventer, at ansøgere har læst Vejledning for ansøgere inden der søges.
Kvalifikationskravet er en erhvervet ph.d-grad på ansættelsestidspunktet.
Ansøgningen skal indeholde:
- Ansøgning
- CV
- Eksamensbeviser
- Oplysninger om tidligere undervisningserfaring, vedhæftes under undervisningsportefølje
- Publikationsliste med angivelse af de publikationer der vedhæftes.
- Op til 3 af de mest relevante værker. Der vedhæftes en pdf-fil for hver enkelt publikation. I tilfælde af medforfatterskab skal en medforfattererklæring indsendes som en del af pdf-filen.
Ansøgning og alle bilag skal være på dansk, engelsk eller et af de skandinaviske sprog. Kopi af originale eksamensbeviser bedes medsendt.
Du bedes venligst være opmærksom på, at vi kun modtager pdf-filer. Den enkelte fil må ikke være over 10 MB. Vi modtager ikke zip-filer, jpg eller andre billedfiler. Alle pdf-filer skal være ulåste og tillade binding og må ikke være password beskyttede. Hvis du har mere end en fil til hvert felt skal du kombinere pdf-filerne til en samlet fil inden du uploader, da hvert enkelt felt kun kan håndtere en fil.
Hvis ansøgningen ikke indeholder det påkrævede materiale, kan Fakultetet afvise ansøgningen uden yderligere varsel. Ansøgninger modtaget efter deadline vil ikke blive vurderet.
Bedømmelses- og evalueringsprocessen:
Shortlisting kan anvendes i bedømmelsesprocessen.
Bemærk venligst, at det alene er shortlistede ansøgere som vil modtage en bedømmelse. Læs om shortlisting på SDU. Ansøgninger vil blive bedømt af et bedømmelsesudvalg, og de shortlistede ansøgere vil modtage den del af bedømmelsen, der vedrører dem. Udvalget kan anmode om yderligere oplysninger, og i så fald er det ansøgernes ansvar at fremsende det nødvendige materiale.
Interviews og tests kan være en del af den samlede bedømmelse.
Ansøgningsfristen er d. 14. august 2025 kl. 23.59.
Syddansk Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer derfor alle, uanset personlig baggrund, til at ansøge stillingen.
Om SDU
Syddansk Universitet er sat i verden for skabe værdi for og med samfundet. Uanset om vores bidrag kommer i form af fremragende forskning, innovative løsninger, uddannelse eller læring, så skal vi gøre en positiv forskel for samfundet og bidrage til en bæredygtig fremtid. Det gør vi ved at dyrke talenter og skabe de bedste miljøer for forskning og læring. Det er derfor afgørende, at SDU fastholder, udvikler og rekrutterer talenter. Samtidig skal vi sikre konstant høj kvalitet i alle vores aktiviteter – det kan vi kun med højtkvalificerede medarbejdere. Det er universitetets forskere, undervisere, studerende, ledere og teknisk-administrative personale, der udgør fundamentet for vores succes.
Ansøgningsfrist 14. august 2025 kl. 23.59 (CET/CEST)
Ansøg her

Syddansk Universitet
Campusvej 55
5000 Odense
Ane Qvortup
anq@sdu.dk
65502224
LJA-3810
Fuldtid, Kontrakt/Projekt, PhD
Dataanalyse, business intelligence eller statistik, Forskning, produktudvikling eller kvalitetskontrol
14-08-2025 23:00
Tilbage til søgning