Ledige job

Jobsøgning

Ny søgning
Sted
Alle jobfunktioner
Alle jobtyper
Slots- og Kulturstyrelsen søger student til Center for Slotte og Haver

Interesserer du dig for landskabsarkitektur og ønsker du at assistere vores dygtige landskabsarkitekter med forskellige opgaver inden for dette område? Så er det måske dig, vi leder efter.

Om os

Slots- og Kulturstyrelsen forvalter nogle af Danmarks vigtigste kulturhistoriske slotte, haver og kulturejendomme som f.eks. Christiansborg, Amalienborg, Gråsten slot, samt haver som Kongens have og Frederiksberg have m.fl. Vi driver ca. 330.000 m² bygninger og ca. 500 hektar haver, hvoraf mange er fredede. Hos os arbejder du med at bevare og udvikle Danmarks kulturarv til glæde for nuværende og kommende generationer.

Du bliver en del af fagenheden Slotshaver, hvor en gruppe landskabsarkitekter og slotsgartnere har ansvaret for driften samt udviklings- og anlægsopgaver i de forskellige slotshaver og udearealer ved kulturinstitutioner. Du kommer til at assistere på mange fronter inden for landskabsarkitektfaget.

Om jobbet

Vi søger en student der gerne vil indgå i et velfungerende og dynamisk team og som trives med opgaver, hvor der skal arbejdes selvstændigt og struktureret.

Dine opgaver vil blandt andet bestå i, at hjælpe med:

  • Opdatering af tegninger og tilvejebringelse af tegningsgrundlag for drifts- og anlægsprojekter
  • Registreringsopgaver i slotshaverne og på ejendommene generelt
  • Visualiseringer og andet grafisk arbejde
  • Arbejde med forefaldende opgaver i forhold til slotsgartnernes og landskabsarkitekternes opgavevaretagelse.
Vi tilbyder

Vi tilbyder en spændende og udviklende stilling, hvor du bidrager til bevarelsen af nogle af Danmarks kulturperler.

Du bliver en del af Center for Slotte og Haver, hvor vi vedligeholder, udvikler og aktiverer landets væsentligste slotte, kulturbygninger og haveanlæg. Vi er et stort center, der fagligt spænder bredt – fra arkitekter, teknikere og gartnere til arrangementskoordinatorer og administrative medarbejdere.

Hos os finder du en uformel omgangstone kombineret med høje ambitioner og professionalisme. Vi har høj teamspirit, en fælles kærlighed til vores unikke ejendomme og haver, og vi er altid klar til at sparre med hinanden.

Om dig

Du skal være aktiv studerende på en relevant videregående uddannelse og vi ser gerne, at du har et par år tilbage af din uddannelse.

Desuden lægger vi vægt på, at du:

  • Er nysgerrig og har mod på at kaste dig ud i nye opgaver
  • Er frisk på at træde til og hjælpe med opgaver, hvor det brænder på – uanset opgavetype
  • Tager ansvar for egne arbejdsopgaver, så opgaven altid bliver løst til tiden og på den bedste måde
  • Er opsøgende, initiativrig, udadvendt og en teamplayer
  • Har erfaring fra lignede studiejob eller praktikperiode
  • Har kendskab til landskabsarkitektfaget og de mange opgaver, der knytter sig hertil, men især tegnestuearbejde
  • Har gennemført faget Planter og Teknologi i landskabsarkitektur 1 og 2 på KU – eller tilsvarende
  • Er fortrolig med anvendelsen af programmer som Auto-CAD, PhotoShop, Illustrator, SketchUP, QGIS, Excel m.v.
Løn- og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og HK/Stat. Arbejdstiden er gennemsnitligt 15 timer pr. uge.

Hos os vil du få en arbejdsplads, hvor tilstedeværelse vægtes højt. Vi tror på værdien af at mødes fysisk – både for at løse opgaverne effektivt, for at kunne sparre og for at fastholde et stærkt fællesskab. Du skal derfor være indstillet på, at stillingen i høj grad er baseret på fysisk fremmøde på vores adresse i Hammerichsgade eller afhængigt af opgaverne ude på de lokale kontorer i haverne.

Det er en betingelse for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan opretholde denne under ansættelsen.

Information og ansøgning

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte enhedschef Palle Jepsen på tlf. 2344 6223 eller landskabsarkitekt Marie Louise Wanscher på tlf. 4167 0166. Du kan læse mere om os på www.slks.dk

Ansøgning sendes via det elektroniske ansøgningsmodul på www.slks.dk/job senest søndag d. 8. februar 2026. Du bedes vedhæfte CV, eksamensbeviser og andre relevante bilag. Vi forventer at holde samtaler i uge 9. Forventet start 1. april 2026 eller snarest muligt.

Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.



Arbejdstid: Dag



Ansøg her





Tilbage til søgning

Opret en jobagent og få drømmejobbet i indbakken