Roskilde Universitet søger en pædagogisk konsulent med stærke kompetencer inden for læringsteknologi og generativ AI til vores pædagogiske udviklingsteam i Enhed for Læring og Udvikling. Du bliver en del af et engageret, nysgerrigt og tværfagligt team, der arbejder tæt sammen med universitetets fire institutter og den øvrige fællesadministration om at udvikle Roskilde Universitets uddannelser og undervisningspraksisser.
Stillingen er central i den fortsatte udvikling af digitalt understøttet læring, herunder brugen af læringsteknologier, LMS, AI‑værktøjer og fremtidens læringsformater på Roskilde Universitet.
Arbejdsopgaver og kvalifikationer
Som pædagogisk konsulent får du et stort og selvstændigt ansvar for en bred portefølje af opgaver relateret til udviklingen af Roskilde Universitets uddannelser og kompetenceudvikling af undervisere og andre medarbejdere. Vi er i gang med en større reform af vores uddannelseslandskab og som pædagogisk konsulent vil du understøtte denne forandringsproces ved at rådgive og sparre med de faglige miljøer om de pædagogiske muligheder i reformen med udgangspunkt i universitetets pædagogiske model, problemorienteret projektlæring (PPL) og hvordan eksamener bedst udformes i den nye AI-virkelighed.
AI er blevet en del af hverdagen for undervisere og studerende på Roskilde Universitet – men hvordan den bruges pædagogisk meningsfuldt, er fortsat under udvikling. Vi står i en situation, hvor AI både udfordrer etablerede lærings- og eksamensformer og åbner nye muligheder for læring, feedback, akademisk arbejde og forskning. Som pædagogisk konsulent bliver du en central medspiller i at udvikle og kvalificere eksperimenter, refleksion og didaktisk viden og omsætte det til læringsorienteret praksis på tværs af universitetet, ligesom du også vil forestå workshops og anden undervisning om emnet.
Dine opgaver
- Udvikle og kvalificere god pædagogisk brug af læringsteknologi og AI gennem deltagelse i projekter, udarbejdelse af vejledninger, kompetenceudvikling af undervisere og direkte support og rådgivning.
- Systemforvalter for vores LMS, Moodle, herunder løbende udvikling af systemet i samarbejde med vores eksterne drift- og udviklingspartner og universitetets IT-afdeling, RUC Digital.
- Planlægge og afholde kurser, workshops og netværksmøder om universitetspædagogik og digitale værktøjer, herunder AI, i samarbejde med kollegaer i enheden og på universitetet generelt.
- Lede og deltage i udviklingsprojekter på universitetet med fokus på det digitale curriculum og kompetencer og AI’s betydning for undervisning, vejledning og eksamen.
- Deltage i understøttelsen af den nuværende reform af uddannelserne på Roskilde Universitet, bl.a. ved at rådgive arbejdsgrupper om udvikling af kompetenceprofiler, eksamensformer og pædagogisk design med blik for digitale kompetencer.
- Afprøvning, evaluering og implementering af nye læringsteknologier.
- Følge udviklingen inden for læringsteknologi, AI og universitetspædagogik.
Om dig
For at lykkes i stillingen er det en forudsætning at du har praktisk og teoretisk viden om digitale læringsværktøjer og undervisning på videregående uddannelser på et niveau, hvor du vil kunne kvalificere og berige faglige dialoger med dine kollegaer og universitetets videnskabelige personale. Vi ønsker os en konsulent med viden og erfaring med AI i uddannelse – gerne fra en anden videregående uddannelsesinstitution. Du skal kunne kommunikere klart og professionelt i skrift og tale på både dansk og engelsk.
Vi lægger derudover vægt på disse faglige og personlige egenskaber, hvoraf du kan besidde nogle, men ikke nødvendigvis alle:
- Kendskab til Moodle eller et andet LMS.
- Erfaring med undervisning, facilitering og kompetenceudvikling af undervisere.
- Kendskab til kollaborative problem- og projektbaserede lærings- og undervisningsformer.
- Stærke projektledelseskompetencer.
- Kan arbejde selvstændigt, tage ansvar og navigere i komplekse organisatoriske sammenhænge.
- Er nysgerrig, lyttende og god til at opbygge relationer.
- Har lyst til at arbejde tæt sammen med kollegaer på tværs af fagligheder og organisatoriske niveauer.
- Erfaring som intern konsulent eller med pædagogiske udviklingsprojekter.
Om HR
Enhed for Læring og Udvikling er placeret i HR, hvor vi sammen med den øvrige HR-afdeling understøtter RUC’s kerneopgaver. HR er organiseret med vicedirektør Miriam Skjalm Lissner i spidsen og er opdelt i fire enheder. Enheden, du tilknyttes, har 9 engagerede og dygtige medarbejdere med forskellige baggrunde, der på forskellig vis arbejder med udvikling af uddannelser og undervisning, arbejdsmiljø og kompetenceudvikling for både VIP og TAP. Vi lægger vægt på sparring og dialog i et forpligtende samarbejde, og vi tilbyder gode muligheder for faglig inspiration og løbende kompetenceudvikling.
Derudover består HR af enhederne HR-administration og Digitalisering, Organisation og Ledelse samt Koncernjura og Forskningssikkerhed. I vores afdeling vil vi samarbejde på tværs, være nærværende og relationsskabende og levere brugbare løsninger til organisationen. Vi tror på, at vores indsats gør en forskel, og at det giver mening at understøtte universitetets forskningsindsats og bidrage til indsatsen med at sende vores dimittender ud i verden med en god uddannelse i bagagen. Så - udover et smil og behageligt samvær - lægger vi vægt på høj kvalitet i opgaveløsningen og et positivt kollegialt miljø.
Mere information
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte enhedschef Sidsel-Marie Winther Prag, på tlf. 61951140 eller prag@ruc.dk. Vi afholder samtaler 12. marts 2026. Du kan forvente at skulle besvare en case, hvis du går videre til 2. samtale, som afholdes 16. marts 2026. Vi ser gerne, at du kan tiltræde hurtigst muligt og senest 1. maj 2026.
Ansættelsesvilkår
Du bliver ansat i henhold til overenskomsten mellem Finansministeriet og AC eller anden relevant overenskomst. Der er mulighed for at forhandle et eventuelt tillæg.
Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer om ugen, hvor der inden for en fleksibel arbejdstid er mulighed for at præge egen arbejdsdag. Når opgaverne tillader det, har vi mulighed for op til to hjemmearbejdsdage om ugen.
Ansøgning
Søg stillingen på https://ruc.dk/ledige-stillinger-pa-roskilde-universitet/
Ansøgningen skal indeholde:
1. Motiveret ansøgning
2. CV
3. Dokumentation for uddannelse
Ansøgningsfristen er 5. marts 2026.
Materiale modtaget efter fristens udløb vil ikke blive taget i betragtning.
Roskilde Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge hos os.
Ansøg her

Roskilde Universitet
Universitetsvej 1
4000 Roskilde
Sidsel-Marie Winther Prag
prag@ruc.dk
61951140
LJA-6138
Fuldtid
Softwareudvikling, implementering eller IT drift, Undervisning eller pædagogisk arbejde
05-03-2026
Tilbage til søgning


