Vil du være med til at forædle historiske data og skabe datasæt, der kan bidrage til en bedre forståelse af sundhed, sygdom og sociale dynamikker? Er du god til at få data til at gå op i en højere enhed? Har du lyst til at bruge dine matematiske evner til at lave gode data? Så har du muligheden for at blive en del af vores Data Science-enhed.
Om Rigsarkivet
Med næsten 1000 års analog og digital samfundsdokumentation er Rigsarkivet Danmarks hukommelse og et videncenter for det danske samfunds udvikling. Vi indsamler, bevarer og leverer originale dokumenter og data, der understøtter videns- og retssamfundets behov og skaber nye indsigter og forståelser af vores samfund. I Rigsarkivet bliver du del af en ambitiøs og moderne organisation. I tæt samarbejde med vores brugere, arbejder vi kontinuerligt på at være en vigtig spiller i den offentlige digitale infrastruktur, så vores store mængde data skaber størst mulig værdi for borgere, forskere, virksomheder og offentlige myndigheder.
Jobbet
Du bliver en del af et team af dataspecialister, der arbejder sammen om at udvikle historiske statistikregistre i høj kvalitet. Du skal arbejde med oplysninger, der er ekstraheret fra håndskrevet tekst på billeder ved brug af deep learning. Når dine kolleger har ekstraheret teksten, skal du kvalitetssikre og rense data, og herefter linke data på tværs af historiske kilder og til CPR-registret. Oplysningerne struktureres som historiske versioner af moderne statistikregistre, såsom det medicinske fødselsregister.
Du får, i samarbejde med ildsjæle, der er eksperter inden for arkiv, database og kunstig intelligens, mulighed for at arbejde med at udvikle nye, unikke dataressourcer, som vil blive stærkt efterspurgte af forskere i ind- og udland, og der vil være tid til at eksperimentere med at udvikle nye løsninger til strukturering og linking af data, ligesom der vil være mulighed for at bidrage til forskningspublikationer.
Dine opgaver vil omfatte:
- Record linkage af individer på tværs af historiske kilder og CPR gennem statistiske- og AI-metoder
- Bidrag til data wrangling gennem udforskning af nye teknologiers potentiale
- Bidrag til udvikling af en ’best practice’ inden for de forskellige digitaliseringsopgaver
Om dig
Vi forudsætter, at du er kandidat i statistik, økonomi, statskundskab, computer science eller tilsvarende, taler og skriver dansk flydende og har solid erfaring indenfor:
- Programmering i R og Python
- Statistik og datarensning
- SQL og databasearbejde
Det vil være en fordel, hvis du har kendskab til følgende:
- Registerforskning og behandling af persondata
- Deterministisk og deep learning-based record linkage, fx XGBoost
- Historiske data
Vi forestiller os, at du som person er:
- Vild med data
- Kreativ og selvstændigt kan være med til at definere dine opgaver nærmere
- Kvalitetsbevidst og detaljeorienteret
Om os
På magasinerne har Rigsarkivet kilometervis af arkivalier, der kan bidrage med ny viden, som ikke kan skabes i andre lande. Men i forhold til forskning i store populationer, er det en udfordring, at arkivalierne er på papir. Derfor udvikler og benytter vi kunstig intelligens til at digitalisere oplysningerne samt dataanalyse til at strukturere indholdet, så forskere kan anvende dem i stor skala til forskning af væsentlig samfundsmæssig betydning.
Aktuelt har vi projekter, der skal etablere registre over kriminalitet, familierelationer og fødselsvægt, så forskerne kan bruge oplysningerne til at blive klogere på social mobilitet, samt arvelighed af sundhed og sygdom m.v.
Som datamanager i Rigsarkivets enhed for Data Science bliver du en del af en enhed, hvor ca. 25 engagerede medarbejdere inden for data science, data management og arkivkendskab arbejder med at viderebehandle data fra Rigsarkivets samlinger, så de kan stilles til rådighed for nye formål. Vi arbejder sammen om at nå vores mål om at stille historiske oplysninger til rådighed for ny forskning til gavn for samfundet her og nu. Vi har en eksplorativ tilgang til opgaven, hvor der er tid til at teste nye idéer og kreative løsninger.
Vi lægger vægt på et stærkt fagligt og socialt arbejdsmiljø, hvor opgaverne løses i samarbejde med kollegerne, og at vi har det sjovt, når vi er på arbejde.
Vi har til huse centralt i København med Hovedbanegården lige om hjørnet. Hos os betyder tilstedeværelse sammen med vores kollegaer meget, og vi mener, at samarbejde og videndeling på tværs af Rigsarkivet er afgørende for et godt arbejdsmiljø. Samtidig vil vi gerne sikre fleksibilitet for vores medarbejdere, og hjemmearbejde aftales løbende mellem chef og medarbejder, når det er foreneligt med opgavevaretagelsen.
Det er vigtigt for os, at du får en god start i Rigsarkivet. De første uger er der lagt et onboardingprogram, hvor du får rig mulighed for at lære dine nye kollegaer og organisationen at kende samt komme godt i gang med dine arbejdsopgaver.
Løn og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat i henhold til relevant overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikerne. Arbejdstiden er gennemsnitlig 37 timer om ugen. Vi har fleksible arbejdstider og vægter, at arbejds- og privatliv hænger godt sammen.
Stillingen er placeret i Rigsarkivets enhed for Data Science og arbejdsstedet er Kalvebod Brygge 34 København V.
Stillingen ønskes besat 1. august 2025 eller snarest der efter.
Vi indhenter straffeattest.
Din ansøgning
Send en motiveret ansøgning, CV og dokumentation for relevant uddannelse, certificering og erhvervserfaring via Rigsarkivets rekrutteringssystem. Du bliver guidet gennem rekrutteringsprocessen, når du trykker ’Søg stillingen’ nederst på denne side.
Ansøgningsfristen er 25. maj. Vi forventer at afholde første runde samtaler den 2. juni og eventuelt anden runde i uge 24.
Hvis du vil høre mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Jeppe Klok Due (4171 7211, jkd@rigsarkivet.dk eller enhedschef Jan Dalsten (4171 7246, jds@rigsarkivet.dk)
Du kan også læse mere om Rigsarkivets enhed for Data Science her https://www.rigsarkivet.dk/om-os/organisation/dataformidling/
Rigsarkivet tilstræber at få så bred en sammensætning af medarbejdere som muligt. Derfor opfordrer vi alle kvalificerede ansøgere uanset personlig baggrund til at søge.
Ansøg her

Rigsarkivet
Kalvebod Brygge 34
1560 København
Jeppe Klok Due
jkd@rigsarkivet.dk
4171 7211
LJA-3098
Fuldtid
Dataanalyse, business intelligence eller statistik
25-05-2025 23:59
Tilbage til søgning