Tilbage til søgning

VIA University College søger en erfaren rådgiver (direktionspartner) til professionshøjskoledirektøren


Vil du være med i en spændende udviklingsperiode for Danmarks største professionshøjskole? Er du analytisk skarp, erfaren med ledelsesrådgivning, og er du god til at tage selvstændigt procesansvar, når centrale beslutninger skal føres ud i livet i en kompleks organisation? 

Som rådgiver (kaldet: Direktionspartner) for VIAs professionshøjskoledirektør får du en unik mulighed for at bidrage til videreudviklingen af vores organisation og særligt af vores administrative område, som understøtter og medudvikler VIAs samlede organisation, uddannelser og forskningsaktiviteter. 

VIA står overfor en stor forandringsproces med vedtagelsen af den politiske reformaftale for de danske professionshøjskoler. Vores nuværende direktionspartner for professionshøjskoledirektøren har påtaget sig opgaven som programleder for transformationen samlet i VIA, og vi søger derfor nu en stærk konsulent, som kan indgå i vores rådgiverteam for VIAs direktion og som primær konsulent og samarbejdspartner med direktøren.

VIAs professionshøjskoledirektør er ledelsesansvarlig for VIAs centrale administrative processer. Området er organiseret i en række chefområder og med i alt ca. 600 medarbejdere, som i det daglige sikrer kvalificeret understøttelse af VIAs økonomi, kommunikation, studieadministration, HR, uddannelsesudvikling samt bygninger i facility management.   

Din primære opgave bliver at understøtte professionshøjskoledirektøren i tæt samspil med direktørens personlige assistent. Du bliver del af et team med de øvrige rådgivere for direktion og bestyrelse, ligesom du vil få samarbejde bredt i både afdeling og organisationen i din opgaveløsning. Du vil videre få et særligt ansvar for den samlede direktionsunderstøttelse som primær administrativ ansvarlig for direktionens møder og aktiviteter.

Dine arbejdsopgaver vil bl.a. være: 

  • Rådgivning, sagsforberedelse og håndtering af strategisk vigtige sagsområder for professionshøjskoledirektøren i samarbejde med bl.a. gruppen af chefer for VIAs fællesområde
  • Medansvarlig for realisering af direktionens politiske mærkesager og interessevaretagelse – særligt med fokus på det administrative område
  • Selvstændigt ansvar for prioriterede projekter indenfor professionshøjskoledirektørens område
  • Ledelsessparring og understøttelse af direktør og chefgruppe i løbende opgaver - herunder kvalificering af beslutningsgrundlag, udarbejdelse af oplæg og tale noter, mødeforberedelse og håndtering af særligt komplekse dagsordner 
  • Primær administrativ ansvarlig for direktionens møder og andre fælles aktiviteter i samarbejde med rektor og stabschef – herunder sparringspartner for ledelseskæden i forhold til sager, som skal til direktionsbehandling. 

Om din baggrund og tilgang: 

Vi forestiller os, at du kommer med en politologisk eller organisationsrelateret uddannelsesbaggrund på kandidatniveau, gerne suppleret med relevant efteruddannelse inden for fx organisation, ledelse eller det politiske område. Centralt for os er din organisationsforståelse – optimalt set baseret på din stærke erfaring i samspillet mellem organisationens kerneydelser og administrative støttefunktioner.  

Du har dokumenteret erfaring med topledelsesrådgivning på strategisk niveau, ligesom du forventeligt har arbejdet i en større og kompleks organisation med håndtering og formulering af politiske og administrative dagsordner. Vi forestiller os desuden, at du er erfaren med organisationsudvikling samt som projektleder i større tværgående projekter.   

Du er både lyttende og i stand til at give kvalificeret med- og modspil, og du mestrer på kvalificeret vis at formulere komplekse stofområder lettilgængelige samt at beskrive klare proces- og beslutningsforslag for professionshøjskoledirektør og direktion. 

Du har udpræget politisk, organisations- og procesforståelse, som du anvender løbende i din rådgivning med fokus på såvel omverdenens krav, organisationens mål samt på realiseringen af disse i praksis. 

Du er en holdspiller, og du byder proaktivt ind i såvel et stærkt team af direktionspartnere som i det tætte samarbejde med direktørens personlige assistent, hvor I to sammen udgør professionshøjskoledirektørens primære administrative team. Samtidig arbejder du selvstændigt med de centrale dagsordner for direktøren, og du har en god fornemmelse af direktionens positioner og mål inden for VIAs administrative område. 

Som person er du diplomatisk, uformel og åben i din tilgang til de mange forskellige samarbejdspartnere, som relaterer sig til VIAs professionshøjskoledirektør. Du har et skarpt overblik, og du håndterer fortrolig viden og evner at balancere i både ledelsesmæssige og kollegiale relationer i det daglige. Endelig sætter vi stor pris på humor og uhøjtidelighed hos dig i den daglige omgangstone med både direktion og kolleger i afdelingen.   

Vi tilbyder dig: 

Først og fremmest en fagligt udfordrende stilling med indflydelse helt tæt på den øverste ledelse i en stor uddannelsesinstitution med masser af udviklingsmuligheder, samarbejdsflader og spændende opgaver. 

Du bliver en del af Direktionsstaben, hvor du sammen med ca. 20 dygtige kolleger bistår VIAs direktion, bestyrelse og øvrige ledelse med strategisk understøttelse, rådgivning, samt procesansvar for videreudvikling af VIAs strategiske område. 

I afdelingen arbejder vi fleksibelt og med god mulighed for individuel opgavetilrettelæggelse under hensyn til de centrale samarbejdsrelationer og opgavernes forudsætninger. Vi har en uformel kultur, og i en travl dagligdag plejer vi de kollegiale relationer med humor, sociale stunder og et blik for kolleger, som måske har brug for en ekstra hånd.   

Din ansøgning og ansættelsesvilkår: 

Hvis vi har fanget din nysgerrighed, så skriv gerne en ansøgning og fortæl os, hvorfor du er den helt rigtige direktionspartner for VIAs professionshøjskoledirektør.  

Indsend gerne en kort og målrettet ansøgning sammen med dit CV og andre relevante dokumenter til VIAs onlinesystem: senest søndag den 16. marts.  

Vi holder 1. samtaler i uge 12 og 2. samtaler i uge 13. Ved 2. samtalerunde deltager VIAs professionshøjskoledirektør.

Der er tale om en fuldtidsstilling med ansættelse som enten special- eller chefkonsulent afhængig af dine kvalifikationer og med forventet tiltrædelse den 1. maj 2025. 

Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes efter gældende overenskomst for akademikere i staten. 

Dit hovedarbejdssted bliver VIAs campus i Aarhus N (Hedeager 2). VIA har campusser i hele Region Midtjylland, så vi forventer, at du har kørekort og egen bil. 

Hvis du vil have mere information: 

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte faglig leder Katrine Berke (T: 8755 0584, M: katb@via.dk) eller stabschef Lars Chr. Pedersen (T.: 8755 3968, M.: lcp@via.dk). 

VI er VIA  
VIA er en af Danmarks største uddannelsesinstitutioner med lokationer overalt i Region Midtjylland. Vi uddanner bl.a. lærere, sygeplejersker, ingeniører, designere og mange flere. Vi udvikler uddannelser i tæt samarbejde med praksis. Vi er en arbejdsplads med fleksibilitet, frihed og gode muligheder for udvikling. Hvis du er nysgerrig på, hvordan det er at arbejde i VIA, kan du læse nogle af vores fortællinger her.   

I VIA værdsætter vi kompetence og talent i alle former. Vi tror på styrken i diversitet og byder alle velkomne, uanset køn, alder, etnicitet eller baggrund. Vi opfordrer derfor alle til at søge stillingen og blive en del af et inkluderende fællesskab.  

Læs mere om VIA University College på http://www.via.dk/   

Læs information om anvendelse af personoplysninger i forbindelse med rekruttering på dette link: https://via.career.emply.com/persondatapolitik  



🕑  |  Aarhus N  |  2025-03-16 23:59:00


Ansøg her

Ansøg her
Praktisk information
Virksomhed
VIA University College
Arbejdssted
Hedeager 2 Adm
8200 Aarhus N
Kontakt
Katrine Berke
katb@via.dk
8755 0584
Kviknummer
LJA-2601
Ansættelsesvilkår
Fuldtid
Arbejdsområde
Kunde-, borger- eller medlemsrådgivning
Ansøgningsfrist
16-03-2025 23:59



Tilbage til søgning
Ansøg her
Praktisk information
Virksomhed
VIA University College
Arbejdssted
Hedeager 2 Adm
8200 Aarhus N
Kontakt
Katrine Berke
katb@via.dk
8755 0584
Kviknummer
LJA-2601
Ansættelsesvilkår
Fuldtid
Arbejdsområde
Kunde-, borger- eller medlemsrådgivning
Ansøgningsfrist
16-03-2025 23:59
Lignende jobs
Erfaren rådgiver (direktionspartner) til VIAs direktør for Forskning og Udvikling
Studenterrådgivningen søger 2 rådgivere til Videnscenter for Inkluderende Læringsmiljøer i København og/eller Aarhus
Studievejledere søges til Student Guidance på CBS