Vil du bidrage til at styrke undervisningen i faget dansk som fremmedsprog ved læreruddannelsen på Islands Universitet i Reykjavik? Har du lyst til et år som udsendt i naturskønne Island med rig mulighed for faglig og personlig udvikling? Så er du måske Børne- og Undervisningsministeriets nye udsendte rejselektor til skoleåret 2025/26?
Stillingen som rejselektor er en del af et flerårigt dansk-islandsk samarbejdsprojekt om styrkelse af danskundervisningen i Island. Dansk er et obligatorisk fremmedsprog i Island, og formålet med samarbejdsprojektet er:
- At støtte danskundervisningen i det islandske uddannelsessystem med særligt henblik på styrkelse af mundtligheden
- At formidle dansk kultur i det islandske uddannelsessystem
- At øge interessen for dansk sprog og styrke bevidstheden om betydningen af dansk sprogforståelse for islændinge
Om arbejdsopgaverne
Dine opgaver vil bl.a. være at:
- Stå for og udvikle et sprogværksted i dansk for de danskstuderende ved Det Undervisningsvidenskabelige Fakultet
- Deltage i dag- og fjernundervisningen sammen med kollega i dansk på Det Undervisningsvidenskabelige Fakultet efter aftale med faste undervisere
- Medvirke til at udvikle de studerendes kommunikative kompetencer
- Indgå i et fagligt og pædagogisk samarbejde om udviklingsprojekter med tilknytning til faget dansk
- Samarbejde med skoler på ungdomstrinnet og inspirere med nye ideer til brug i danskundervisningen på ungdomstrinnet
- Samarbejde med de danske rejselærere og inspirere til nye ideer til brug i danskundervisningen i grundskolen
Om dig
Der søges en cand.pæd., cand.mag. eller tilsvarende med dansk som fag, og kompetencer i andetsprog og/eller fremmedsprogspædagogik. Du skal have aktuel undervisningserfaring i dansk og gerne i dansk som andet- eller fremmedsprog. Det er en fordel, hvis du har erfaring fra læreruddannelsen eller anden særlig indsigt i pædagogisk teori og praksis.
Løn- og ansættelsesvilkår
Vi ønsker som udgangspunkt, at ansættelsen sker som frikøb fra den 1. august 2025 til den 31. juli 2026, og at du har en arbejdsgiver, der er villig til at indgå en frikøbsaftale. Din løn vil i dette tilfælde være den samme, som du nu opretholder på din institution. Du vil som udgangspunkt være i Island fra cirka midt august 2025 og 10 måneder frem, og evt. med mulighed for forlængelse i yderligere et skoleår. Der ydes et månedligt skattefrit tillæg på 6.000 kr. i 10 måneder til dækning af merudgifter under opholdet i Island.
Udgifter til bolig dækkes også delvis derfra i perioden, hvor undervisning og eksaminerne pågår.
Du vil skulle deltage i et kort virtuelt overleveringsmøde i april 2025, og et fysisk overleveringsmøde i København i juni. Du vil ligeledes skulle deltage i et introforløb i Island i slutningen af august 2025.
Du får betalt din rejse og udgifter til flytning i forbindelse med udrejse i 2025 og hjemrejse i 2026.
Vil du vide mere?
Nærmere oplysninger om projektet og stillingerne fås på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside www.uvm.dk/island eller ved henvendelse til specialkonsulent Inge-Line Olesen på tlf. 4023 6075 eller pr. e-mail til inge-line.olesen@stukuvm.dk eller docent Ann-Sofie Nielsen Gremaud. på tlf. 2897 3397 eller på e-mail til gremaud@hi.is.
Sådan søger du
Send din ansøgning, cv og eksamensbevis elektronisk via link i stillingsopslaget på vores hjemmeside www.uvm.dk/job/ledige-stillinger. Ansøgning skal være modtaget i Børne- og Undervisningsministeriet senest den 13. februar 2025.
Ansættelsessamtaler afvikles den 27. og 28. februar 2025 i Styrelsen for Undervisning og Kvalitets lokaler i Holbæk. Vi forventer at indkalde til samtaler den 19. februar 2025.
Styrelsen er lokaliseret i København og Holbæk.
Vi ønsker, at medarbejdernes sammensætning afspejler samfundets og ser frem til din ansøgning uanset personlig baggrund – vi ser kun på kvalifikationer og kompetencer.
Ansøg her
Børne- og undervisningsministeriet
Frederiksholms Kanal 21
1220 København K
Inge-Line Olesen
inge-line.olesen@stukuvm.dk
4023 6075
LJA-2379
Fuldtid
Sprog og translatørarbejde, Undervisning eller pædagogisk arbejde
13-02-2025 23:59
Tilbage til søgning